HVAD ER D-VITAMIN?
D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin. Vi får vitaminet på to måder: via solen, når vi opholder os ude, og via kosten. I kosten er der primært D-vitamin i fede fisk som laks, sild og makrel. Mælkeprodukter som margarine og andre spiselige fedtstoffer er også vigtige kilder, hvis de er beriget med D-vitamin. Æg og kød indeholder også en del D-vitamin. Men solen er den vigtigste kilde, og vi får 90 % af vores D-vitamin fra solen. Om sommeren kan det være nok at være ude i solen i shorts eller T-shirt et kvarter om dagen nogle gange om ugen for at få nok D-vitamin.
HVAD ER D-VITAMINMANGEL?
D-vitaminmangel opstår, når man har lavt niveau af D-vitamin i kroppen. Det kan give besværlige og vanskelige helbredsmæssige problemer. Kroppen producerer selv D3-vitamin, og dets primære opgave er at regulere optagelsen af calcium og fosfat fra tarmen, så knoglerne kan udvikle sig normalt.
Alvorlig D-vitaminmangel kan gøre skelettet blødt og misdannet, det kaldes osteomalaci hos voksne og rachitis (engelsk syge) hos børn. Disse sygdomme er relativt usædvanlige i den vestlige verden, men antallet er steget de senere år, formentlig fordi vores livsstil har ændret sig. D-vitaminmangel kan medføre knogletab og nedsat muskelfunktion. Derfor er det vigtigt at få behandling for D-vitaminmangel på et tidligt stadium.
HVAD FORÅRSAGER D-VITAMINMANGEL?
På vores nordlige breddegrader får vi kun D-vitamin fra solen i sommerhalvåret, fra april til september. Derfor er risikoen for at få D-vitaminmangel ekstra stor om vinteren. Selvom visse fødevarer er berigede med D-vitamin, kan det være vanskeligt at få den anbefalede daglige dosis. Hvis man desuden bærer heldækkende tøj året rundt, spiser specialkost eller tilbringer meget tid inden døre, øges risikoen for D-vitaminmangel yderligere. Når vi bliver ældre, forringes hudens evne til at forvandle solens UVB-stråler til D-vitamin betydeligt. Hvis man har lys hud, kan det være tilstrækkeligt at være ude i solen 15-20 minutter om sommeren, for at kroppen når at få tilstrækkeligt med D-vitamin, men har man mørk hud, kan det tage 5-10 gange så lang tid. Overvægtige har oftere D-vitaminmangel end normalvægtige. Forskerne har ikke helt afdækket årsagen, men det skyldes formentlig, at D-vitaminet bindes i fedtvævet, så det ikke kan udnyttes af kroppen.
HVORDAN VED MAN, AT MAN HAR D-VITAMINMANGEL?
Let D-vitaminmangel giver som regel diffuse eller ingen symptomer. Svær D-vitaminmangel kan derimod medføre:
-
Generel muskelsvækkelse
-
Smerter i skuldre, overarme, hofter og lår
-
Smerter i musklerne i skuldre, overarme, hofter eller lår
Af og til kan smerterne blive så stærke, at man har svært ved at gå eller rejse sig.
BEHANDLING AF D-VITAMINMANGEL
Det er som regel den praktiserende læge, der foretager udredning og behandling af D-vitaminmangel. D-vitaminniveauet i kroppen kan måles med en enkelt blodprøve og angives i enheden nmol/l. Grænsen for D-vitaminmangel er normalt på niveauet 25 nmol/l.
Der findes effektiv behandling af D-vitaminmangel i form af bløde kapsler, tabletter eller dråber, som ordineres af en læge. Dosen af D-vitamin varierer fra person til person og afhænger bl.a. af, hvor alvorlig manglen er, og om der er nogen underliggende sygdomme, som påvirker kroppens optagelse af D-vitamin. Nogle skal tage D-vitamin hver dag, andre en gang om ugen eller en gang om måneden.

